ad-astra_6.jpg

AD ASTRA

Hvis raketter, rumfartøjer og biljagter på Månen skulle vises frem til verden som poesi, så er instruktør James Gray nok en af de bedste til at gøre det. Sammen med Brad Pitt, skaber de to en fantastisk odysse i ’Ad Astra’.

James Gray / 2019 / USA / Science-Fiction / Spilletid: 124 min

Mange af de auteur-drevne rumudforskningsfilm over det sidste årti – ’Gravity’, ’First Man’, ’Interstellar’ og ’The Martian’ – har alle det tilfælles, at de fokuserer på ensomheden hos den individuelle astronaut, afskåret fra alle mennesker på Jorden og tvunget til at genopbygge et liv et sted, hvor der intet fundament er at finde – steder hvor moral, såvel som tyngdekraft, er op og ned. Ryan Goslings eksistentielle Neil Armstrong, Sandra Bullocks ensomme overlevelse efter ødelæggelsen af ISS, Matt Damons kartoffeldyrkende overlevelsesinstinkter på Mars: alle er film, hvor filmstjerners ensomhed bliver fremvist på en måde meget lig Brad Pitts Roy McBride. I de fleste af disse film, er den udvendige rejse ledsaget af en lignende rejse indvendigt. Vores protagonist rejser distancer, som er uforståelige for det almindelige menneske og skal overleve under utænkelige vilkår, samtidig med at opnå fred emotionelt.

Planetens overlevelse er oftest en nødvendig, men ikke altid en tiltrængende grund til at sende dem ud i galaksen. I ’Ad Astra’ er det umiddelbare grundlag for Roys rejse, at undersøge de mystiske energibølger, der bliver udsendt fra Neptun, og som indtil videre har kostet 43.000 mennesker livet på Jorden. Men Roy McBride har også uforløste familieproblemer at se til og det bliver gjort tydeligt fra start, at disse to problemer – Jordens overlevelse, Roy’s far – ikke nødvendigvis er langt fra hinanden.

Med en spilletid på godt to timer, er filmoplevelsen som at sidde i en hypnotisk trance. Fotograferet af den hollandsk-svenske fotograf, Hoyte van Hoytema, er filmen i sig selv et kosmisk syn. Uden brug af 3D, giver kameraet en følelse af uendelig dybde, oftest vist i form af totalskud, ment til at understrege menneskets forsvindende lille størrelse i det store, ydre rum. Sjældent har en film så effektivt, præsenteret vores plads i universet så klaustrofobis, som Gray og Hoytema gør det her.

Soundtracket af Max Richter, undgår den symfoniske storhed, der oftest er forbundet med rumfilm – tag den Hans Zimmer! I stedet føles det som et kammer af musik. Delikat, men samtidig ildevarslende, og som antyder en sandhed, der langsomt afslører sig for seeren – og også for Roy -, at uanset hvor langt væk fra Jorden vi rejser, er der ingen måde at undslippe vores eget menneskes problemer, begrænsninger og svagheder.

Hvis fotografering og æstetikken er billedet, så er Brad Pitt rammen, som holder sammen på værket. Pitt har siden debuten været kendt som den charmerende og lækre Hollywood-stjerne med roller i ’Troy’, ’Oceans’-trilogien og ’Mr. & Mrs. Smith’. Pitt er som skuespiller dog uden tvivl bedst, når han efterlader prettyboy-mentaliteten i indgangen, og viser den mere følsomme side af sig selv. Castingen af Pitt er derfor på grænsen til genial: en mand, der er kendt og elsket for hans charme udadtil, men som indvendigt bær på en byrde efterladt af en ødelagt familie. Pitt sælger hvert et øjeblik og som historien skrider frem, opstår der sprækker i det udvendige perfekte image og klimakset efterlader ham som et mere komplet menneske.

Mange vil unægtelig blive skuffet, eller mene at ’Ad Astra’ er en dårlig film. Filmen har en overskyggende voice-over fortællerstemme igennem samtlige minutter, et langsomt tempo, som hellere vil vise hvor smukt universet er i stedet for at ødelægge det med meningsløs action, og en slutning, som er ganske banal og vil få nogle til at krumme tæer. Men hvad der adskiller den, er dens hjerte. Et bankende hjerte, som reflekterende og nådesløst fortæller os om menneskets sind og om vores plads i universet. Med fantastisk fotografering og rørende musik, er ‘Ad Astra’ ikke i nærheden af at være en typisk rumfilm.

For en moderne blockbuster er James Grays sci-fi fortælling nemlig overraskende nuanceret. Der er en rørende eksistentiel frygt – hvad der venter os, hvad vores livs formål er – som bliver leveret overbevisende gennem Brad Pitts indre monolog. En fortællermåde, der oftest kan afholde mange, men her føles det dog anderledes. Mere nuanceret. Roy McBride er en mand af ensomhed. En ’loner’. Hans eneste pålidelige stemme i livet er hans egen.

Det er en smuk og enkel historie om ubetinget kærlighed og at acceptere, at du måske aldrig får nogen svar til livets spørgsmål, uanset hvor langt ud i galaksen du rejser for at finde dem.

✦✦✦✦✦✧

’Ad Astra’ kan ses i biografen nu