embooksmartems-production-designer-on-mo

BOOKSMART

Anmeldere og biografgængere er ikke altid enige, men når det endelig sker er der som regel tale om en god film. 'Booksmart' skriver sig direkte ind i den kategori. Olivia Wilde debuterer bag kameraet og foran sprudler to af Hollywoods største talenter.

Olivia Wilde  /  USA  /  2019  /  Komedie  /  Spilletid: 102 min

Debuterende instruktør Olivia Wildes første komediefilm, følger de to high-school tøser Amy og Molly, som har holdt sig væk fra al ballade de sidste par år, for at kunne komme ind på de bedste colleges. Men da dimissionen nærmer sig går det op for de to, at mange af deres hårdt-festende, cigaretrygende venner alle er kommet ind på de samme colleges, så de to venner prøver nu at have så meget sjovt som muligt inden de går hver til sit.

’Booksmart’ skriver sig direkte ind i subgenren af teenage-film, der handler om ’1-nat-slå-dig-løs’. Tidligere har klassikere som ’Dazed and Confused’, ’American Graffiti’ og ’Superbad’ præget genren. Film der alle handlede om teenager på randen af det skræmmende voksne liv. Med hastighed som en Formel 1-racer brager Booksmart direkte ind i genren og en større kultstatus er svært ikke at se komme i fremtiden.

For at få ’Booksmart’ til at fungere, kræves der en god kemi mellem den introverte Amy og den hyper-meningsopfattede Molly – og heldigvis er der netop det! Beanie Feldstein spiller Molly som den specielle type teenager, som altid mener, at hendes beslutning er den rette. Feldsteins overdådige energi bliver afbalanceret af den lavmælte charmerende Kaitlyn Dever, som den perfekte sceneparter, der kan få alle beslutninger – store som små – til at komme udtryk på en lettere akavet facon. Dever har allerede været med i flere store produktioner, men ’Booksmart’ bør dog cementere hendes omdømme som en af de største talenter i Hollywood.

Filmen har intet ringere end fire manuskriptforfattere, da manuskriptet har bouncet rundt i Hollywood i flere år. Netop derfor har den en episodisk følelse, der hopper fra tone til tone, location til location. Nogle gange er den nærmest anarkistisk sjov og surrealistisk, andre gange mere nede på jorden og dybfølt. Bag det hele står Olivia Wilde, der minder om en køreskole-elev, der i første køretime vil på motorvejen med 130 i timen. Tempoet er hurtigt og passende og hendes personinstruktion er spot-on – specielt Billie Lourd som den mysteriefyldte fest-tøs, som formår at dukke op til samtlige fester i hele Los Angeles og være en afgørende del af dem.

Her er der ingen skurke. Ingen ærkerivaler som prøver at spolere vores hovedrollers fest. Selv de mere intimiderende seje personer har scener som bevæger sig langt forbi de stereotype high-school elever vi kender. Den største udfordring for vores hovedkarakterer er sådan set ikke deres jævnaldrende, men det faktum at de er nødsaget til at regne ud, hvordan deres venskab skal udvikle sig uden for skolens rammer. Wilde fortæller grundlæggende en historie om unge mennesker, der forsøger at overleve og nyde livet mens omverdenen og alle dens skræmmende virkeligheder kommer tættere på.

’Booksmart’ har en seksuel modighed over sig og filmen er dejlig nonchalant omkring Amys status som lesbisk – en der stadig arbejder op mod at invitere hendes crush ud på en date. Men det romantiske drama er perifert. Filmen triumferer på grund af dens vægt af teenagelivets venskaber, al kraften der er mellem Amy og Molly og deres bekymringer om, hvordan livet vil fortsætte når deres veje skilles.

’Booksmart’ kommer ikke med noget endegyldigt svar på hvad de to bedste venner kan møde i fremtiden sammen, selvom at den beslutsomme Molly insisterer på, at der en løsning på alt. Filmens reelle hensigt er at vise os den ’os-mod-verden’ mentalitet, som findes i gymnasiet og få den op på skærmen.

✦✦✦✦✦✧

’Booksmart’ kan ses i biografen nu

 

©2019 by E.T. Movie Diner