12respect1-superJumbo.jpeg

RESPECT

Filmverden er efterhånden overfyldt med filmiske portrætter af vores yndlingskunstnere. I de senere år har både Queen, Elton John og Bille Holiday fundet vej til lærredet og af fremtidige projekter kan nævnes film om bl.a. Bob Dylan, Elvis Presley og denne uges premierefilm om ”The Queen of Soul”, Aretha Franklin.

Liesl Tommy / USA / 2021 / Biopic / Spilletid: 142 minutter


Den Oscar-vindende skuespiller og sangerinde Jennifer Hudson leverer endnu en Oscar-værdig præstation her, men det er dog også det mest positive at tage med fra denne film.


I 1950’erne følger vi en ung Aretha Franklin, der med sin stemme giver den musikalsk gas i Guds hus såvel som sit eget. Til forskellige fester får hun endda lov til at optræde for bl.a. Sam Cooke, Dinah Washington og Ella Fitzgerald. Verden får hurtigt øjnene op for Franklin og det samme gør mænd, hvis interesse i den unge håbefulde sangerinde ikke altid er til hendes fordel. ’Respect’ er fortællingen om at vokse op som menneske, om at finde sin stemme og om at kæmpe mod sine dæmoner.


Undervejs i filmens 145 minutter lange spilletid bliver der tjekket adskillige kliché-kasser af; berømte skikkelser præsenterer sig ved deres fulde navn, dialogen virker til tider akavet skrevet for at kunne forklare en historisk kontekst og når hele verden virker til at ramle sammen over den pågældende kunstner bliver det hele erstattet af et musikalsk nummer så det hele ikke bliver for mørkt. Franklins virkelige liv var naturligvis fyldt med drama, der er det store lærred værdigt, men instruktør Liesl Tommy har valgt at fortælle historien utrolig arytmisk og behandler store livsbegivenheder som var det episoder i en sæbeopera.


Naturligvis støtter ’Respect’ sig til sit ensemble for at sætte liv i materialet. Nogle gange lykkedes det også. Hudson snubler over noget af sin dialog, men hun nailer generelt de musikalske sekvenser ved at indgyde sin egen personlighed i Franklins værk og løfter hendes performance fra et indtryk til en fortolkning. Hun bringer sange som "(You Make Me Feel Like) A Natural Woman" og "Amazing Grace" til live, og det er let at forestille sig disse øjeblikke som inspirerende sing-a-longs. Forest Whitaker, på den anden side, finder kun to måder at spille Franklins far: med en forsigtig venlighed eller en voldsom vrede. Samtlige skuespillere i ’Respect’ stræber håndgribeligt efter at investere deres scener med ægte følelser, hvilket kun får den akavede dialog og de klodsede konflikter, de er efterladt med til at stikke endnu mere ud.



En del af problemet ligger i ’Respect’s tone, med hvordan filmen behandler Franklin så royalt, at hun føles mere som et ikon end en person. Wilsons manuskript væver en ellers overbevisende tråd ved at strukturere Franklins historie omkring de dominerende mænd, der styrer hende: Først frigørelsen fra hendes far og derefter hendes mand. Alligevel dør dette koncept stort set da Franklin, som afbildet i filmen, er mere et redskab til hendes musik end en fuldbyrdet karakter. Filmen forsøger herefter at smide fortællinger ind om hendes venskab med Angela Davis og Martin Luther King Jr., men det hele føles som hurtige indspark, der aldrig har nogen effekt.


’Respect’ ender med at definerer Franklin enten ved hendes stemme eller hendes smerte, hvilket i sidste ende forenkler et komplekst liv.


✦✦✦✧✧✧