The-Shining-exclusive-image.jpg

DOCTOR SLEEP

En mand går ind på et hotel. ”Wakey, wakey” siger han. Lyset tænder. Han bevæger sig ned i kælderen, tænder for fyret og begynder derefter at gå rundt på flere af værelserne. Døren til et af badeværelserne har et hul, hvorefter manden skær et nervøst ansigt. Han virker til at kende omgivelserne – næsten som om han havde været her før.

Mike Flanagan / USA / 2019 / Thriller / Spilletid: 151 minutter

Manden er Danny Torrance, hotellet er The Overlook og filmen er Mike Flanagans ’Doctor Sleep’, en form for sequel til Stanley Kubricks klassiker. Det er næsten 40 år siden vi så Danny - dengang en lille dreng - flygte fra sin øksejagende far, Jack, gennem et sneklædt labyrint. Efter et sådanne traume er det ikke nogen overraskelse at årene ikke har været gode ved Danny. Efter år med alkohol, lægger han flasken på hylden og finder et værelse i en lille by i New Hampshire. Her får han endda et job på det lokale hospice. En ting han dog ikke har mistet er ’the shine’ – evnen til at se ind i andre folks sind, inklusiv patienternes sjæle ved deres sidste gisp – deraf tilnavnet Doctor Sleep.


I mellemtiden er en gruppe rovdyr på flugt. ”They eat screams and drink pain” lærer vi og deres kommandør er Rose the Hat, en charmerende og betagende morder. Vi observerer deres ”arbejde” og al dens vold og blod. Specielt én scene, hvor en ung uskyldig dreng bliver torturet står isnende tilbage. Deres forbrydelser bliver fulgt i den anden ende af landet af en telepatisk teenager ved navn Abra, som også har mulighed for at ”shine”, og som hun selv siger:”Like GPS, but in my head.” Hun bruger derfor telepatien til at lokalisere Danny og dele sine opdagelser med ham. Sammen går de ondskaben i møde.


Fans af den originale film elsker at diskutere og debattere hvad den originale films symboler og tematikker bestod af og hvad de betyder. Der er sågar lavet en hel dokumentarfilm omkring emnet. Efterfølgeren gør alt hvad den kan for at tage os tilbage til The Overlook, bl.a. med en Jack Nicholson look-alike – nærmest så godt som umuligt. Filmen kræver, at den voksne Danny skal besøg sit tidligere livs dæmoner, men er der reelt set et behov for det?


’Doctor Sleep’ minder om en anden nylig efterfølger, ’Blade Runner 2049’, hvor originalmaterialet bliver trukket så langt ud som overhovedet muligt og bliver så utrøsteligt mørk, at det næsten bliver depressivt at se på. Der er også et manglende fokus på geografi. Hvor Kubricks film placerede sig udelukkende på hotellet, er ’Doctor Sleep’ hér, dér og alle vegne, ofte springende fra stat til stat. Rose kan endda rejse over skyerne i en form for ud-af-kroppen-trance – så hvorfor i alverden skal hun ankomme til det store klimaks i en bil?


Heldigvis er Ferguson fantastisk i rollen. Hun og McGregor overtager spotlyset i en forfærdelig mørk film og kører den hjem på erfaringen. Hvis bare Rose havde været der dengang farmand Torrance var på krigsstien – sikke et hyggeligt par de ville have været.

Så hvordan er resten af filmen? Stephen King er tilfreds. ”I liked it a lot” har han udtalt. Alligevel gør ’Doctor Sleep’ alt hvad den kan for at tilfredsstille de kræsne cinephiler med alt fra Newton-brødrenes isnende soundtrack til fotograf Michael Fimognaris mørkeblå nattepalet. Som en helhed fremkalder filmen en uhyggelig atmosfære, der blander natlig terror med en dyster, sorgfuld kvalitet. Men Flanagans konstante kig over skulderen til forgængeren bliver simpelthen for meget til sidst.


Flanagan er ikke nogen Kubrick. Og selvom hans take har et antal gode gys i sig, bliver det underløbet af en doven karakterudvikling og en alt for lang spilletid på 151 minutter.


✦✦✧✧✧✧

 

©2019 by E.T. Movie Diner