777258638.jpg

FORD V FERRARI

Det ville være en skam, hvis ’Ford v Ferrari’ kun ville komme til at tiltrække et publikum bestående af motorsportsfans. Titlen hjælper heller ikke på det. I nogle lande – Danmark inklusiv – bliver filmen lanceret under navnet ’Le Mans ’66’, hvilket heller ikke gør det meget bedre. Der er biler, eller diskussioner om biler, med i næsten hver scene og der er da også noget smukt i at se et par overophedede bremseklodser gløde som var det bilens hjerte. Det er en film omkring stolthed – om at være stolt af at være kød og blod i en verden fyldt med metal maskiner og omkring det sjælemæssige fyrværkeri, som eksploderer når stoltheden bliver såret.

James Mangold   /   USA   /   2019   /   Drama   /   Spilletid: 152 minutter

Bevismateriale A: Henry Ford II. Vi befinder os i midten af 60’erne og vi har netop set Enzo Ferrari takket nej til tilbuddet om at blive opkøbt af Ford. Det dårlige nyhed bliver herefter tilbagebragt til Ford selv, der hører om de mange personlige fornærmelser rettet mod manden selv, med de specielt hårdtslående ord: “You’re not Henry Ford. You’re Henry Ford II.” Stoltheden er såret. Fyrværkeriet begynder. Ford II er prinsen, fanget i skyggen af kongen, som desperat forsøger at finde sit eget lys. Hans øjne, hårde som sten, bliver til en krigserklæring.


Krigen skal udkæmpes på racerbanen Le Mans. Ferrari, som har 24-timers løbet fire ud af de seneste fem år, skal slås af tronen – koste hvad det vil. Ford henter derfor Carroll Shelby – vinderen af Le Mans i 1959 – ind til opgaven. Shelby vil i samme ombæring hente Ken Miles ind, der er mere stædig end værste, men en mekaniker og racerkører ulig mange andre. Verdens hurtigste muldyr om man vil.


’Le Mans ’66’ er instrueret af den garvede instruktør James Mangold, og den er uden tvivl blandt hans bedste. Siden hans debut i 1995 har han været tiltrukket af historier omkring talentfulde mennesker, der på en eller anden måde kæmper med indre – og ydre – dæmoner, samtidig med at de læner sig op af menneskerne omkring dem, både på godt og ondt. På det seneste har han med film som ’The Wolverine’ og Logan’ dog udskiftet den emotionel dybde med rå vold og det er med stor fornøjelse at opleve, at balancen nu er tilbagebragt. Shelby og Miles er de to meget udtrykte hovedpersoner, men der er alligevel momenter med overraskende stilhed. For eksempel da Miles bliver informeret om, at han ikke kommer til at køre Le Mans i 1965 af den grund, at et firmaoverhoved ikke mener, at han er Ford-man. Han tænder ikke af. Han nikker, accepterer beslutningen, bliver i Amerika, leger med motorer og lytter til racet over radioen. Indeni er han ved at brænde op, antændt af stolthedens ydmygelse. Men i stedet for et følelsesmæssigt udbrud, lader han blive i kroppen, men lader det i stedet udfolde sig på racerbanen, hvor han slår diverse banerekorder.


Bale har altid været en hårdtslående og kalkuleret skuespiller, men han har aldrig været så behagelig og sympatisk som han er her – ganske ironisk, med tanke på at hans karakter gør meget lidt for at blive elsket af andre. Miles er britte, med stort b. Kæben højt, munden lavt. Ideen om Miles, der føjer sig fra firmapolitikker- og strategier er i sig selv en joke. Modsat spiller Matt Damon Shelby, en texaner, der sjældent går uden hat, men som er bedre til at tilpasse den anden side af motorsporten. Mangold tilføjer et uventet element, for Miles har både en kone og søn, som han forguder. Sammen udgør de tre en sjældenhed i den moderne filmverden: den ikke-sentimentale lykkelige familie.

Konen Mollie er en styrke i alt hvad hun gør. Irriteret med Kens stilhed, omdanner hun familiens stationcar til et missil i en så rasende en scene, at selv Ken må bede hende om at stoppe bilen. Og Mollie er der igen i filmens bedste scene – ingen biler, ingen tilskuere, ganske enkelt en solrig dag i forstæderne. Shelby dukker op hos Miles og Ken, som ikke er glad for ham på daværende tidspunkt, hakker ham en på næsen og længe går der ikke før de to roder rundt på græsset på den anden side af vejen. Mollie træder ud af døren, men i stedet for at stoppe dem, slår hun havestolen frem og sætter sig ned med et ugeblad. Hun ser de to mænd for hvad de virkelig er. Mænd er og bliver mænd, uanset hvor hurtigt deres legetøj er.


Den mere farlige kamp udspiller sig på racerbanen – med baner som Willow Springs, Daytona og klimakset på Le Mans. Shelby kalder blandt andet den sidstnævnte for “eight and a half miles of country road”, hvilket han sådan set har ret i.


Afstanden mellem feltets biler er markant, med Ferrari og Ford forrest i feltet – så tæt på hinanden, at de to kører har tid til at udveksle diverse grimasser til hinanden på den franske landevej. ”Drive like you mean it” er Miles’ motto og i Frankrig betyder det business. Ikke business som i Ford Motor Company, eller diverse sponsoraftaler, men at presse sig selv og bilen til det yderste.


Der er kun få minusser at nævne ved filmen, men dog alligevel to som er værd at fremhæve. Klipningen og manuskriptet kunne have været skarpere: clashet mellem vores to dynamiske helte og de stive jakkesætstyper i baglokalet behøves ikke at blive udpenslet i den mængde som bliver gjort og for det andet er der et forsøg på at opnå en spirituelt symbiose mellem mand og maskine når man når 7.000rpm.


Fejlene er i småtingsafdeling og overordnet set er ‘Ford v Ferrari’ et vellykket, komisk actiondrama med to af Hollywoods største stjerner foran kameraet.


✦✦✦✦✦✧