5ZEKUB4ZPJGFJETXKJXLZ7I4ZI.jpg

IF BEALE STREET COULD TALK

”Every black person born in America was born on Beale Street.” Sådan lyder åbningen i Barry Jenkins æstetiske og elegante nye drama ’If Beale Street Could Talk’, der er baseret på romanen af samme navn, skrevet af samfundskritikeren James Baldwin.

Barry Jenkins   /   USA   /   2018   /   Drama   /   Spilletid: 119 min

Filmen følger forskellige historier, men alle er centreret omkring det nyforelskede, charmende unge par Tish og Alonzo. De to barndomsvenner er blevet kærester og sammen finder de en positiv, nærmest fortryllende hverdag i et ellers segregeret og racistisk New York i 1970’erne. Lige indtil Alonzo bliver uskyldigt anklaget for en voldtægt, samtidigt med at parret venter deres første barn. Det er nu op til Tish og hendes familie at få Alonzo løsladt. En opgave, der ikke er ligetil.


Plottet er sådan set enkelt nok – og endda ret spændende. Men det er måden som Barry Jenkins vælger at fortælle historien på, der i sidste ende spænder ben for sig selv. For ’Beale Street’ bliver fortalt på flere fronter, med adskillige historier på én gang – vi følger både den charmerende forelskelse af det unge par, Tishs hverdag i New York og familien, der prøver at finde hoved og hale i tilværelsen. Fortid og nutid. Charmerende og kedelig.


For det føles som om, at Jenkins har valgt at fordybe sig i det enkelte billede, nærmest uvidende at der sidder et publikum på den anden side, som forventer et reelt plot. Hver scene føles tre gange længere end den burde og det ene nærbillede afløser blot det andet. Det føles mest af alt, som at Jenkins har glemt at råbe ’cut’ og klipperen har glemt at klippe. De lange indstillinger – og for det meste ligegyldige sekvenser - trækker tempoet ud af filmen. Det er tydeligt at se, at Jenkins i sin tid også var manden bag ’Moonlight’, men netop den films styrke lå i dens historie og opbygning. ’Beale Street’ bliver i stedet en noget søvndyssende affære, hvor den primære kærlighedshistorie bliver gradvist kedeligere at se på. Filmen åbner først rigtig op, da vi møder nogle farverrige biroller, bl.a. Tishs mor, spillet fantastisk af Regina King. 


Og det er netop i skuespillet, at filmens helt store styrke skal findes. KiKi Layne er charmerende uskyldig i hendes første hovedrolle og bliver suppleret af Golden Globes-nominerede Stephan James. Det er dog Regina King, der stjæler al fokus i hendes – desværre – alt for få scener. Skuespillet bliver bakket op af et romantiseret, nærmest fantaserende soundtrack af Oscar-nominerede Nicholas Britell. Fra første scene bliver ørerne gjort opmærksom på Britells violiner og det svært ikke at lægge positivt mærke til musikken igennem det meste af filmen.


Men det negative vejer desværre mere end det positive i vægtskålen på Beale Street. For en instruktør, der elsker at fotografere ansigter, har Jenkins i den grad fundet det perfekte cast – det er dog ikke nok til at opveje for det manglende plot. Jenkins viser snerter af ’Moonlight’s styrker, bl.a. i forholdet – eller manglende forhold – mellem mennesker.


Jenkins film føles mere som musik, end et reelt drama. Betagende, men desværre er alternativet ikke interessant nok. 


✦✦✦✧✧✧

’If Beale Street Could Talk’ kan ses i biografen fra d. 14 februar