jojo-rabbit.jpg

JOJO RABBIT

Hvad får man hvis man krydser Tarantinos ’Inglorious Basterds’ med Wes Andersons ’Moonrise Kingdom’. For det første en skæv, stilistisk og humoristisk komedie og for det andet, et tankevækkende og dybfølt drama. Lad mig da præsentere: ’Jojo Rabbit’.

Taika Waititi   /   USA   /   2019   /   Komedie/Drama   /   Spilletid: 108 minutter

Titlen referer til den 10-årige dreng Jojo, en sød tysk dreng på vej til Nazi-lejr, hvor drengene lærer at kaste med granater og pigerne lærer at føde ariske babyer. Han er ivrig efter at komme med i Hitlerjugend og uddeler gerne en ‘Heil Hitler’ til folket, når han da ikke snakker med sin imaginære ven, Adolf Hitler ham selv, spillet fantastisk skævt af instruktøren selv, Taika Waititi. Waititi portrætter et af menneskehedens mest modbydelige mennesker som et klodset fjols, der altid tilbyder cigaretter til hans 10-årige slyngelven og giver ganske forfærdelige råd. Heldigvis bliver Hitler sparket tilbage i baggrunden da filmen ruller sit vigtigste plot ud. Jojo finder en jøde, der gemmer sig på loftet – spillet til perfektion af Thomasin McKenzie. Vi ved, at det er Jojos mor - der også hemmeligt arbejder for modstandsbevægelsen - som har gemt pigen, men Jojo er forvirret. Denne jøde hverken ligner eller opfører sig som det monster han havde forestillet sig. Han begynder at snakke med hende, prøver at lære sandheden om jøderne så han kan skrive en bog og danner et venskab, som kommer til at ændre ham for evigt.


‘Jojo Rabbit’ er en historie om at overkomme blind fanatisme og indoktrinering og at man ikke bliver født som et monster, men snarere kan udvikle sig til et - ved hjælp af manipulation. Rejsen som Waititis Adolf Hitler går igennem i filmen, fra den quirky kompagnon til den rasende, skummende hadprædikant som vi kender ham, illustrerer den indre tumult Jojo oplever, når han prøver at trodse sin fordrejede bevidsthed.


Dette bliver vældig godt understøttet af den simple grund, at Roman Griffin Davis er en absolut kommende stjerne. Han nailer hver morsomme punchline såvel som de dramatiske momenter til perfektion. Samtlige skuespilspræstationer er en fornøjelse at oplevelse. Thomasin McKenzie er ligeså charmerende og sårbar her som i hendes tidligere - og vældig undervurderede - film, ’Leave No Trace’. Samtidig gør Scarlett Johansson det fantastisk, som den plejende mor, der gør sit bedste for at omvende Jojos nazistiske idéer. Sammen deler de skærmen tragisk lidt, men hver især giver de Jojo et mere optimistisk syn på livet, end den skæve logik han tidligere er blevet lært.


Skildringen af nazisternes klovnerier har været i fokus for mange seere og deres foragt for netop dette aspekt af filmen, er da heller ikke uberettiget. Dog bliver de portrætteret tilstrækkeligt som onde fanatikere og morsomhederne, som sker på deres bekostning er også ganske humoristiske. Humoren fungerer generelt ganske godt, om end ikke på samme niveau som i Waititis tidligere film ’Hunt for the Wilderpeople’. Men for hver en joke eller visuelle morsomhed, som ikke helt rammer niveauet, er der til gengæld fem andre som gør det.


Til stor overraskelse, er det dog den dramatiske del, som er filmens største styrke. Jojo er blot en uskyldig dreng indoktrineret til et hadsk verdensbillede. Specielt én scene står tilbage som en regulær tåreperser, hvor at Waititis fremviser nogle dramatiske egenskaber, han ikke tidligere har vist i sine film.


Fotografering, budskaber, dialog osv., bliver alt sammen inkorporeret til perfektion gennem hele filmens spilletid og slutscenen er blandt årets bedste. Ligeså quirky som den er smuk, efterlader filmen seeren grinende og tårefyldt på samme tid, mens at man indser, at ikke ret mange andre instruktører kunne have gjort hvad Waititi har opnået her.


‘Jojo Rabbit’ er ikke en film om Holocaust. Det er ikke en film om de mange grusomheder nazisterne stod bag. Den handler ganske simpelt om en lille drengs rejse mod at overkomme ondskab og tillade kærligheden at triumfere over hadet. Komisk, men samtidig hudløs ærlig.


✦✦✦✦✦✧


‘Jojo Rabbit’ kan ses i de danske biografer i starten af det nye år