klaus-is-the-heart-warming-christmas-mov

KLAUS

’The Santa Clause’, ’The Polar Express’, ‘Miracle on 34th Street’ og senest ‘The Christmas Cronichles’ har alle det tilfælles, at de handler om, eller, har julemanden i en central rolle. Ingen formår dog at fortælle en så hjertevarm og original historie som Netflix nyeste film med den klingende titel: ’Klaus’.

Sergio Pablos   /   Spanien   /   2019   /   Animation   /   Spilletid: 97 minutter

Historien centrerer sig omkring den levende fiasko Jesper, hvis far - den rige direktør for det internationale postvæsen - har givet ham et ultimatum: etabler et postkontor på den afsides ø Smeerensburg, hvor ingen har modtaget eller sendt breve i flere år, eller bliv afskåret fra din luksuriøse livsstil. Som færgemanden Mogens siger om øboerne: ”befolkningen har én ting at sige til hinanden og ikke brug for breve til at forklare det”, da de to grupper ynder at smide med diverse kasteskyts og finde på andre modbydeligheder, der vækker minder til de gamle Looney Tunes-kortfilm. Ingen i Smeerensburg sender deres børn i skole af frygt for at børnene skulle mingle med hinanden og den derfor arbejdsløse lærerinde, Alva, har derfor omdannet skolen til den lokale fiskebutik. Efter en række mislykkede forsøg på at overbevise lokalbefolkningen om at sende breve, møder Jesper den skægbeklædte kæmpe Klaus, hvilket ændrer vores hovedkarakter for evigt.  


Selv med en velfortalt historie og et solidt stemmecast – bl.a. Jonathan Spang og Lars Mikkelsen - er filmens store trækplaster den flotte og særpræget animation. Her bruges primært 2D animation – også til at skabe 3D-effekter ved blandt andet at benytte tydelige skygger. Det fungerer særdeles godt, og er noget, man desværre ikke ser så ofte længere. Her kan trækkes tråde tilbage til DreamWorks’ tidlige animationsfilm, såsom ’Prinsen af Egypten’ og ’Vejen til El Dorado’ og det føles ganske enkelt rart at være tilbage i 2D-tegnefilmsselskab igen. Efter ankomsten af ’Spiderman: Into the Spiderverse’, har mainstream animation taget et langt kig på sig selv i spejlet. Animationsfilm har i stigende grad valgt at tage mere eksperimentelle ruter på det seneste, oftest ved at hente inspiration fra tidligere cinematiske teknikker. ’Klaus’ er en sådan film, der meget passende bringer en traditionel historie ind i traditionel tegnefilm.


Flere elementer af historien er dog knap så distinktive som animationen. En egoistisk person lærer at bekymre sig om andre, en stærk kvindelig karakter er til stede for at reflektere heltens evolution og der er de sædvanlige popsange på soundtracket, en stil, som nærmest har været obligatorisk siden ’Shrek’.


På trods af de førnævnte elementer, er det dog en ganske smart fortolkning af myten om Julemanden, som tilføjer nogle elementer, der ikke tidligere har været i spil. Mest vigtigt er dog, at ’Klaus’ minder en om, hvor vigtigt børnefilm og deres budskaber kan vise sig at være for omverdenen. Filmens ultimative moral er, hvor vigtigt det er at være uselvisk og empatisk over for menneskerne omkring en og elvom man muligvis kan regne historiens gang ud, er det stadig en stor fornøjelse at se Klaus og Jespers venskab udvikle sig og vokse i en verden som de begge, af forskellige årsager, havde på lang afstand før.


Som en form for tilblivelseshistorie, viser ’Klaus’ hvordan traditioner bliver opbygget såvel som nedbrudt, gennem et æstetisk og smukt visuelt format.


✦✦✦✦✦✧