190816-schager-mindhunter-tease_gpwi9u.j

MINDHUNTER

Hvis du endelig skal kaste dig over en ny tv-serie om seriemorder, så vælg for guds skyld den mest elegante af dem alle: 'Mindhunter'.

David Fincher bl.a.  /  USA  /  2019  /  Netflix  /  9 afsnit af ca. 1 times varighed

To år er gået siden første sæson af ’Mindhunter’ fik premiere på Netflix – en sæson, der var en enestående, detaljeret indblik i oprettelsen af FBI’s Adfærdsenhed (BSU) og dens banebrydende profileringsmetoder, baseret på erfaringerne fra FBI-profilen John E. Douglas, der hjalp med at opbygge den første centraliserede database om seriemordere ved at interviewe snesevis af dem i fængsler i slutningen af ​​70'erne. I hænderne på skaberen Joe Penhall og executive-producer/instruktør David Fincher, blev Douglas’ historie gjort til en betagende nedstigning til helvede, der samtidigt føles som kulminationen af ​​Finchers karriere-lange interesse for emnet.

FBI-agenterne Bill Tench og Holden Ford, sammen med psykolog Wendy Carr, fortsætter med at interviewe højprofilerede seriemordere for at forstå deres handlinger og motiverne bag deres drab. Deres teorier bringes snart i brug, når enheden kaldes ind for at bistå efterforskningen af mordene på afroamerikanske børn i Atlanta mellem 1979 og 1981.

Ligesom Finchers mesterværk fra 2007, ’Zodiac’, var 'Mindhunter' første sæson dialogtung, langsomt pacet og mere interesseret i samarbejdet – eller manglen på samme - mellem dets to efterforskere og monstrene, de studerer, end at hengive sig til publikums blodlyst. Mens serien indeholdt et større galleri af berygtede autentiske mordere, der med glæde fortalte om deres synder i ubehagelige detaljer, undgik Penhall og Fincher flittigt at romantisere eller mytologisere dem, men i stedet at afsløre deres patetiske, ødelagte natur - selvbedraget, den vildfarne narcissisme, den seksuelle og sociale impotens.

Mens Finchers iskolde æstetik bliver fuldt udnyttet og de uhyggelige fængselsbesøg er nok til at mætte forventningerne, foretager ’Mindhunter’ en masse kloge ændringer i sæson 2. Mest påfaldende er skiftet af hovedkarakter, da den turbulente og relaterbare Bill Tench, overtager scenen fra den ensomme, altvidende Holden Ford, spillet uhyre overbevisende af Jonathon Groff.

For Tench er der specielt én opgave, der viser sig at være særlig vanskelig. Et mord, der involverer hans adopterede søn, betyder, at hans tid er delt mellem hans BSU-arbejde og at tage sig af hans familie, og den belastning, det lægger på alle områder af hans liv, bliver gradvis sværere at bære som tilskuer. Det centrale spørgsmål, om hvorvidt vi virkelig kan kende nogens motiver gælder ikke kun seriemordere denne gang, og svarene, som serien kommer med, gør ondt at opleve som tilskuer. Heldigvis - jo vanskeligere tingene bliver for hans karakter - desto mere imponerende bliver McCallany, der optrapper Tenchs tvivl og frustration med en imponerende subtilitet, som sæsonen skrider frem. Det er en fornøjelse at være vidne til, og når det er tid til at diskutere tv-branchens prisuddelinger, fortjener hans navn uden tvivl at komme med i puljen.

Sæsonens hovedfokus er dog på barnemordene i Atlanta, der stod på fra 1979 til 1981, hvor mindst 28 afroamerikanske børn blev dræbt. Drab, der naturligvis skabte civil opstand blandt sydens sorte befolkning, hvor mange mente, at Ku Klux Klan var involveret.

Holden og Tench bliver af flere omgange sendt til byen for at hjælpe det lokale politi med deres særprægede ekspertise, mens nye børnelig dukker op hver uge. De to bliver nemt fanget i et større racemæssigt og bureaukratisk system, hvilket sætter de to karakterers tålmodighed og fremgangsmåde på prøve.

Et af sæsonens højdepunkter findes i det andet afsnit, hvor Tench og en lokal politimand afhører vidnet Kevin Bright, der overlevede et mordforsøg af den berømte og berygtede BTK-morder, der navngav sig selv efter sine drabsmetoder: Bind, torture, kill. De to betjente sidder på forsædet af en bil, mens Bright tager plads på bagsædet. Bright blev skudt i ansigtet af BTK, men da kameraet aldrig stiller skarpt på hans ansigt, er det ikke muligt at se de forfærdelige ar han uundgåeligt har fået. I takt med Brights ubehag over spørgsmålene, stiger reallydende fra bilerne på broen over dem, før han til sidst bryder sammen.

Det siger ikke blot noget om seriens tålmodighed, men endnu mere om Finchers eminente sans for at opbygge suspense. BTK-morderen – ligesom i første sæson – optræder stadig kun i korte scener. En ambition man kun kan håbe får lov at udfolde i sæson 3 – velvidende at BTK ikke bliver anholdt før i 2005.

Et andet highlight, er agenternes interview med selveste Charles Manson – spillet forrygende af Damon Herriman, der også spiller Manson i den biografaktuelle ’Once Upon a Time in Hollywood’. I modsætning til ’Once Upon…’, er Mansons tilstedeværelse i 'Mindhunter' ikke en gimmick, men en advarsel til vores helte om ego, forældre, og om de løgne vi fortæller os selv for at falde i søvn. Herriman er medrivende, da han langsomt piller Tenchs liv fra hinanden, mens han foretager en så lidenskabelig, forarget sag for hans uskyld, at man som publikum i et kort øjeblik køber det.

Når Agent Ford senere opfølger interviewet med et besøg hos Tex Watson - Manson-protegeen, der førte kniven da Sharon Tate blev dræbt - indser vi, hvor meget kontrol Manson faktisk havde over hans tilhængere - og et øjeblik, over os.

Netop dette er essensen af Mindhunter. Vi er tiltrukket af spektakler, vi er forført af regelbrud, vi påtænker kaos mønstre, og vi er overbeviste om vores eget geni. Vi tror, ​​vi har kontrol, hvilket dog sjældent er tilfældet. Hvis der er noget at tage med fra mænd som Manson og Son of Sam, er det, at kontrol er en illusion, uanset om du er fan af seriemordere, FBI-agenter, David Fincher eller ’Mindhunter’.

David Fincher har blot instrueret sæsonens første tre episoder, men hans tilstedeværelse er til at mærke gennem samtlige afsnit og sekvenser. Hvis hans film ’Zodiac’ var et mesterværk på 3 timer, er anden sæson af 'Mindhunter’ et mesterværk på over 9 timer.

✦✦✦✦✦✦


Alle afsnit af 'Mindhunter' kan ses på Netflix nu

 

©2019 by E.T. Movie Diner