pain and glory 2.jpg

PAIN AND GLORY

Den spanske mesterinstruktør, Predro Almodovar, har hivet en gammel kending frem i Antonio Banderas til at spille, sig selv? 'Pain and Glory' er en smertefuld gennemgang af et ærefuldt liv og kort sagt en af årets bedste film.

Pedro Almodovar / Spanien / 2019 / Drama / Spilletid: 114 min

”Hvis du hverken skriver eller filmer, hvad skal du så?”

”Leve tror jeg…”

Således svarer filminstruktøren Salvador en gammel ven over en kop kaffe. Tvivlen i hans blik fastslår hvor lidt manden er vant til modgang i hans højtpriste filmkarriere og hvordan han nærmest har opgivet den. Historien om instruktøren Salvador Mallo er at se en karakter udfolde sig i retrospekt. En færdig mand, resultatet af sin egen fortid, med fysiske skavanker, som har sat en stopper for hans kreative udfoldelse og udviklet sig til en kynisme overfor sit eget fag og dem han tidligere har samarbejdet med. Dog er der én af hans gamle film som hjemsøger ham, da det lokale cinematek præsenterer en restaureret version af filmen og Salvador bliver bedt om at stille op til et Q&A – en begivenhed, der sætter gang i hans opgør med sin fortid.

Hvor de fleste films struktur er bygget op omkring tid, er ’Smerte og Ære’ snarere bygget omkring karakterer og følelser. Filmen afslører sine sandheder ved at skrælle dem lag for lag og hvor Almodovars tidligere film var bundet i traumer, centrerer denne sig om kærlighed. Der er twist og turns som i alle gode melodramaer, men her kommer overraskelserne i form af mennesker og objekter, der genfortæller Salvadors liv med smerte og ære. Filmens stilistiske udtryk og scenografi ligner noget fra et modeblad og det samme med lyssætning og fotografering. Det virker mest af alt, som at Almodóvar via sit filmiske udtryk, giver os et hint om, at filmen er en opstilling af hans eget liv og understreger at vi ikke er i den virkelige verden, men i hans eget element: filmsettet.

Banderas er fantastisk. Han er Almodovars alter ego helt ned til den grå rebel-frisure og farvede poloer og træningsset. Han fremfører karakteren med en følelse af både traume og glæde; en mand i sine 60’ere, der for sent forsøger at blive forsonet med sit tidligere liv og rydde op i hans følelsesmæssige gæld. Der er rørende scener med den gamle ven han ikke længere snakker med og kæresten, der sendte ham på randen af fortvivlelse. Mest bevægende ses hans mor – spillet af Julieta Serrano – i nærmest hjemsøgende flashbacks, hvor hun i lænestolen fortæller, hvordan hun vil være klædt til sin begravelse.

’Smerte og Ære’ dykker gentagende gange ned i Salvadors fortid, med gamle minder svævende igennem filmen som et vindue på klem. Filmen åbner med hans mor, syngende til en flamenco-sang, mens en gruppe kvinder vasker tøj for enden af floden. Der er en seksuel dannelseshistorie, da den unge Salvador spionerer en nøgen murer i en have, omgivet af hvidkalkede vægge. Vi ser ham som barn med sin syerske-mor på en station, da byen omkring dem fejrer en lokal festdag og sætter fyrværkeriet i gang. Almodóvar fylder disse forskellige stykker tapet af erindringer med farver og følelsesmæssige detaljer og sætter dem sammen til et rum af dybt intime oplevelser, der vil gennembore dit hjerte.

’Smerte og Æres’ fantastiske tempo, dens opdagelse af seksualitet, forholdet til den kreative ånd og forsoning med fortiden, er omtrent lige så Almodovar som Almodovar bliver. Det er uden tvivl et af instruktørens bedste værker og blandt årets bedste film. Som et semi-selvbiografisk stykke om en europæisk mester, der reflekterer over sin karriere, er der forståeligt nok blevet trukket sammenligninger med Fellini.

Men hvor Fellinis ’81/2’ handler om selvbevidst kreativ tvivl, er ’Smerte og Ære’ et studium af accept, åbenbaring og forsoning; den handler om films forhold til fortiden og dens magt til at omforme og samle hukommelsen som et middel til forsoning.

✦✦✦✦✦✧

'Smerte og Ære' kan ses i biograferne nu