Søg
  • Emil Andersen

’Kate’: Generisk og algoritmisk Netflix-thriller har intet at byde på

På Netflix-skærmen til "Kate" står der i beskrivelsen: "denne film er voldelig, spændende." Det første adjektiv er ganske nøjagtigt - denne film er et decideret blodbad. Jeg må dog respektfuldt være uenig i det andet adjektiv, medmindre du nyder at se en anden spille et uinddragende videospil i næsten to timer. Hvis denne type ting tænder dig, så velbekomme.


Cedric Nicolas-Troyan / USA / 2021 / Action / Spilletid: 106 minutter


Der er en kynisk luft i den mangelfulde procedure, som om filmskaberne antager, at du vil snuble over "Kate" og se den, simpelthen fordi den er der og du er for doven til at rulle ned på skærmen til noget bedre. Det ser ud til at være Netflix begrundelse for deres mid-budget-aktører og det kan da også give en stor tilfredshed, hvis der var en god historie svejset til den meningsløse actionsekvenser. Men Umair Aleems manuskript er så algoritmisk velkendt, at det lader dig ønske, at du havde set en af de bedre film, den stjæler elementer fra.


Efter hendes overraskende gode præstation i "Birds of Prey" får Mary Elizabeth Winstead her tøjlerne i sin egen actionfilm. Winstead er ikke kun en meget troværdig voldsagent, hun giver også nogle interessante tilgange til sine scener. Der er noget usædvanligt og unikt ved hende, noget du ikke helt kan sætte fingeren på. Hvilket derfor gør det endnu mere sørgeligt at se hende her. Hun hygger sig tydeligvis, men hun fortjener bedre end de åndssvage plotdetaljer, hver eneste kvindelige snigmorderfilm skal indeholde. Snigmorderen er altid en ensom ulv, der er blevet forladt af familien, før hun bliver adopteret af en mandlig myndighedsfigur, der træner og vejleder hende, før han i sidste ende bliver en form for modstander, hun skal håndtere mod sin vilje.


Her bliver den mandlige mentor spillet af Woody Harrelson. Hvis du ser nøje ind i hans øjne, kan du faktisk se pengeautomaten, hvor han deponerede checken fra denne film. Harrelson er chefen til ​​Winsteads titelfigur og den eneste person Kate stoler på. Når filmen åbner, er hun i Osaka på en opgave, der forudsigeligt går galt. På trods af reglerne mod at skyde mennesker med tilstedeværelsen af børn, tager Kate et skud, der dræber sit mål foran barnet. Spol derefter et par minutter frem frem til Kates "sidste mission", hvor hun slår sig sammen med den eksplosive teenager ved navn Ani. Gæt hvad hendes forbindelse er til den tidligere episode?


Inden vi kommer til Ani, ”engagerer” Kate sig med en fyr, der dødeligt forgifter hende med noget, der vil dræbe hende indenfor 24 timer. Hun skal ikke kun finde ud af, hvorfor hun er blevet myrdet, men hun skal også hævne sin egen død. Det eneste, der holder hende i gang, er adrenalinskud hver time. Ud over de grusomme ydre sår og ar, tilsat adskillelige slåskampe, rådner giften hende hurtigt indefra og ud. Talrige scener med opkast, samt at tænder falder ud og blod strømmer ud fra uvelkomne steder uprovokeret er blot nogle af specialiteterne på menuen.


Man kunne have ønsket sig, at Kates fortælling havde den samme opmærksomhed på fortællermæssige detaljer som dens omstændelige og omhyggeligt voldsomme, action-scener. Selvom truslerne om fare for Kates liv føles ligegyldige grundet hendes forudbestemte død, er filmens overflod af kampsekvenser stadig spændende for deres tekniske kunnen. Filmen lægger ikke skjul på dens stuntarbejde og filmen afhænger stort set af dens lange optagelser, der fanger skuespillernes indviklet kampkoreografi. Men teknisk trolddom kan kun tage en film så langt, og efterhånden som den stiliserede vold bliver overflødig som filmen skrider frem, får ’Kate’s stil-over-indhold en mærkelig smag i munden. Da filmskaberne ikke formår at give tilstrækkelig kontekst om Kates liv før hun blev snigmorder, bliver actionscenerne aldrig andet en tumult og udspiller sig som en undskyldning for Kate til at dræbe mennesker på nye, opfindsomme måder.


"Kate" vil være lige så sej som de asiatiske actionfilm, den søger at efterlign, men slutresultatet fetishiserer asiatisk kultur og Japan med en pinlig inderlighed - som en liderlig hund, der humper et ben. En stor dødscene fremhæves af en gigantisk, smilende og vinkende neon -kat, men J-pop fylder hele filmens soundtrack. I en film, der er så generisk som denne, må man tage de små fornøjelser, hvor man kan.


✦✦✧✧✧✧


’Kate’ kan ses på Netflix nu



10 visninger0 kommentarer