031_TheLighthouse_143W.jpg

THE LIGHTHOUSE

Instruktøren er Robert Eggers, hvis tidligere værk ’The Witch’ genskabte den rustikke gudfrygtighed i 1600-tallets New England. Tag mod den anden kyst, hop to et halvt århundrede længere frem, sejl ind i tågen og du vil finde din vej til ’The Lighthouse’.

Robert Eggers   /   USA   /   2019   /   Thriller   /   Spilletid: 110 minutter

Scenen er lille, ikke mere end en lille klippeø ud fra Maines kyst. En tågehorn brøler, som var det et jordskælv. To mænd, Thomas Wake og Ephrain Winslow, er netop ankommet til øen. Deres opgave er at aflaste de to nuværende beboere, være de to eneste beboere i fire uger og holde fyrtøjet i gang. Ephraim - den yngre og uerfarne arbejder – vil udføre de prestigefyldte opgaver som at skrubbe gulvet rent og smide affaldet i bølgerne. Thomas har én opgave. ”I tend the light. The light is mine…”


Filmen består som udgangspunkt kun af de to mænd, med få indslag af diverse dyr og brutale drømmesekvenser. Der er en fremragende præstation af en et-øjet havmåge, der formodentlig har gået på samme dramaskole som Black Phillip, geden fra ’The Witch’. Men bortset fra førnævnte, har Dafoe og Pattinson storset scenen for dem selv og resultatet er et forførende miskmask af diverse stilarter. Dafoe er den brusende og lettere sindssyg prædiker, hvis monologer hele tiden er på kanten af direkte vanvid: ”Sparkle like a sperm whales pecker” er et hyppigt brugt udtryk. Pattinson er som kontrast sky og beskyttende. ”I ain’t much for talking…” siger han, som en cowboy bagerst i saloonen.


Filmen er skudt i sort/hvid og i et format, der er tæt på kvadratisk. Der er intet plads, som går til spilde i billedet og alle detaljer, vinkler og rekvisitter har en funktion. Samtlige billeder er centripetale, som suger hele biograflærredets øvre ramme sammen som var det en vaskemaskine. Resultatet er et skarp fokus på samtlige billeder, og hvilke billeder! En levende fugl bliver kastet gentagende gange imod en sten til der ikke er flere fjer tilbage, et menneskehoved i en gryde og den ulykkelige Ephraim, der ruller mod os med en trillebør fyldt med kul. Da den vælter indser vi, hvor umuligt det er at holde fast i noget på denne fordømte ø. Dit temperament, din selvkontrol, dit sind, dit liv: alt kan mistes her.


Dafoe, altid veltilpas i skæve roller, udbryder samtlige sætninger som var det hans sidste og hvis din idé om en god film, er hvor hovedkarakteren går rundt og prutter, ryger pipe og siger ting som ”It’s time for a dab and chatter’ og ’Melt in hot Promethean fire!’ i en cornish-accent, mens han sparrer med sin yngre medspiller, så vil du få en fantastisk oplevelse med denne. Noget af Pattinsons bedste arbejde kommer i hans periodedramaer og selvom hans taleteknik ikke er på højde med Dafoe, gør han op for det i hans dæmoniske og maniske psyke. At se ham skovle kul ind i fyret er som at se Guds ansigt.


Hvad fans af ’The Witch’ formentlig gerne vil vide er: hvor meget søvn mister efter at have set ’The Lighthouse’? Filmens første halvdel er Eggerts på en mission for at imponere. Det er også først da de to protagonister begynder at gå på flasken, slås og kinddanse at historien eskalerer. Dafoe er altid i hans element og der er et fantastisk øjeblik, hvor han bliver vist som en form for Triton, hvor han forbander Pattinson med diverse skældsord.


Hvor frygten for djævleri i ’The Witch’ var rodfæstet dybt i beboernes tro, skal ’The Lighthouse’ skabe sin egen mytologi i takt med filmens spilletid. En opgave den klarer ganske glimrende.


✦✦✦✦✦✧

 

©2019 by E.T. Movie Diner