The-Sisters-Brothers-1.jpg

THE SISTERS BROTHERS

’The Sisters Brothers’ skuddueller – inklusiv den, som åbner filmen – finder alle sted i ultrawide indstillinger, som var det for at skjule for tilskueren, at det som foregik når man kom tæt på, blot var noget man havde set før – jeg er tilbøjelig til at være enig.

Jacques Audiard / USA/Frankrig / 2019 / Western / Spilletid: 122 min

Brødrene Sisters bliver spillet af to garvede skuespillere, hhv. Joaquin Phoenix og John C. Reilly. Eli Sisters (Reilly) er den ældre og mere ansvarlige af de to, hvor Charlie (Phoenix) er den berusede, med den mere joviale, hensynsløse tilgang til tingene. De to tager pis på hinanden dagen lang, men har også et fantastisk samarbejde i deres arbejde som dusørjæger – et arbejde, der efterlader et lig eller to på vejen. Brødrene arbejder for The Commodore, der betaler dem for at finde og dræbe videnskabsmanden Hermann War, som har opfundet en hemmelig formular, som kan oplyse guldet i de californiske floder.

Som enhver anden western, der er udkommet de seneste par år, prøver ’The Sisters Brothers’ at være et frisk indspark i en ellers på papiret, uddød genre. Filmen fungerer dog mere som en Coensk-sorthumor komedie end en reel western-action film og for det meste er tonen og historien for løs.

Filmens største problem ligger nemlig i tonen – eller manglen på samme. Den er for lys til at være et reelt drama og for mørkt til at være en komedie. Man når et par trin op på samtlige genre-stiger, men aldrig til tops på bare én af dem. Det bøvlede tempo slår desværre store dele af filmen ihjel, men det er dog også her den største styrke bliver vakt til live; nemlig dens skuespillere.

To af Hollywoods mest interessante og dygtigste skuespillere, Joaquin Phoenix og Jake Gyllenhaal, er endnu engang en fornøjelse at opleve. Phoenix er en fantastisk skuespiller og når han rammer sit topniveau opstår der intet mindre end filmmagi – det er derfor også super ærgerligt, at han her bliver minimeret til en kæk fulderik. Gyllenhaal har i mange år lænet sig op ad sin første Oscar-nominering og denne film viser igen, hvor højt et niveau manden har når tøjlerne bliver løsnet og de gakkede accenter bliver sat fri. Castet er besat af fantastiske, stærke skuespillere, som bærer filmen til et punkt, hvor man må forvente historien tager over – desværre sker det sidste ikke.


Hvad der på papiret kunne have været et hårdt skydende western-drama bliver desværre degraderet til noget alt for genkendeligt prærieridning. Der er ikke meget lejrbål her, men til gengæld fantastiske skuespillere og hæsblæsende skuddueller.

✦✦✦✧✧✧

 

©2019 by E.T. Movie Diner