NR. 25

SPIDER-MAN: FAR FROM HOME

Superhelte-efterfølgeren tager udgangspunkt efter begivenhederne i Avengers: Endgame, hvor Peter Parker er på sommerekskursion i Europa. Den unge superhelt får ikke lang tid til at falde til rette i de europæiske storbyer, før han kontaktes af Nick Fury. Avengers-lederen har en opgave til Spider-Man, der kræver, at han arbejder sammen med Quentin Beck, også kendt som Mysterio - en kriger fra en anden dimension. Og superhelten får brug for sin nye makkers evner, for fjender lurer i kulissen.

I stedet for den klassiske Marvel-skabelon, hvor den næste film skal være større end den forrige, fungerer ’Far From Home’ bedre, fordi historien er gjort mindre og væsentlig mere simpel. Hovedsageligt handler filmen om ansvaret mellem hvad man som person har lyst til, overfor hvad der kræves af en – og det er netop dette, som altid har været essensen af Spider-Man og Peter Parker-karakteren.

NR. 24

THE GENTLEMEN

Gangsterfilmen 'The Gentlemen' handler om narkokongen Mickey Pearson, der ønsker at skille sig af med sit marihuanaimperium. Mickeys lyssky forretning har gjort ham til en magtfuld mangemillionær med forbindelse til den britiske adel, så da rygterne lyder, at han nu vil sælge sit livsværk, står både hans forretningsforbindelser og fjender i kø for at overtage.

Kort sagt er ‘The Gentlemen’ den bedste Guy Ritchie film siden ’Snatch’. Hugh Grant var med i ’Paddington 2’ og nu siger han cunt 200 gange. Præstationerne fra det dygtige cast er skarpe og alle har mindst én scene, hvor de får lov at shine og vise deres komiske timing.

NR. 23

STAR WARS: THE RISE OF SKYWALKER

I tomrummet efter Snokes død ser vi Kylo Ren overtage rollen som ’Supreme Leader’. Kylo har sat alle kræfter ind på at finde Rey og knuse modstandsbevægelsen én gang for alle. Alles mål og hensigter bliver imidlertid sat på pause, da et radiosignal med en velkendt og frygtet stemme lyder i hele galaksen. Er sith-fyrsten over dem alle, Emperor Palpatine, mon tilbage?

Filmen svarer på samtlige spørgsmål, som er blevet stillet førhen, men rejser ét nyt. Gad vide hvordan trilogien havde sluttet hvis J.J. Abrams havde fået lov til at instruere samtlige film? For serien kan næppe være afsluttet på den måde Abrams oprindeligt havde tænkt, da han inviterede med på nye galaktiske eventyr i 2015. ’The Force Awakens’ var et kald på eventyr. En opvågning. Rejsen tog flere uventede retninger end først antaget, men ender alligevel ganske episk og humant.

NR. 22

THE IRISHMAN

Filmen ’The Irishman’ fortæller den sande historie om Frank Sheeran og dennes lange karriere som håndlanger for mafiaen op gennem 50erne, 60erne og 70erne.  Franks involvering i organiseret kriminalitet starter ved et tilfælde, da han kommer under vingerne på den indflydelsesrige Russell Bufalino og derigennem bliver højre hånd for selveste Jimmy Hoffa. Frank stiger med andre ord hurtigt i underverden, hvor penge er i overflod, og livet leves hurtigt. Men jobbet kommer med en pris, og Frank må konstant navigere mellem at gøre det rigtige som menneske og det rigtige for fællesskabet.

Det næsten fire timer lange drama var på mange måder en skuffende forestilling. Dog er der masser af fremragende skuespilspræstationer og et setdesign, som er værd at opleve. Kan ses på Netflix. 

NR. 21

FOR SAMA

Et kærlighedsbrev fra en ung syrisk mor til hendes datter. Dokumentarfilmen fortæller historien om Waad al-Kateabs liv gennem fem år i Aleppo, hvor hun bliver forelsket, bliver gift og føder datteren Sama, alt imens krig og kaos hærger omkring hende. 

For Sama er et uafrysteligt og personligt portræt af en familie præget af krig og kaos. Filmen er ikke kun en af sidste års bedste dokumentarfilm, men en af de bedst gennem hele årtiet. 

NR. 20

DRONNINGEN

Anne lever på overfladen det perfekte liv med en stor karriere og et lykkeligt ægteskab med manden Peter og deres to døtre. Det hele ændrer sig dog drastisk, da Anne indleder en affære med sin 17-årige stedsøn Gustav, og langsomt bliver viklet ind i et spind af løgne og bedrag.

Trine Dyrholm leverer endnu en fantastisk præstation, der sammen med Gustav Lindh og Magnus Krepper gør filmen til en fornøjelse at opleve. Filmen ender dog med en konventionel dansk tilgang til dramafilm, men ikke uden chokerende twist undervejs. 

NR. 19

BOOKSMART

Filmen følger de to high-school tøser Amy og Molly, som har holdt sig væk fra al ballade de sidste par år, for at kunne komme ind på de bedste colleges. Men da dimissionen nærmer sig går det op for de to, at mange af deres hårdt-festende, cigaretrygende venner alle er kommet ind på de samme colleges, så de to venner prøver nu at have så meget sjovt som muligt inden de går hver til sit.

Den største udfordring for vores hovedkarakterer er sådan set ikke deres jævnaldrende, men det faktum at de er nødsaget til at regne ud, hvordan deres venskab skal udvikle sig uden for skolens rammer. Filmen fortæller grundlæggende en historie om unge mennesker, der forsøger at overleve og nyde livet mens omverdenen og alle dens skræmmende virkeligheder kommer tættere på - krydret med en masse fantastisk humor!

NR. 18

PORTRAIT OF A LADY ON FIRE

Den unge portrætmaler Marianne sejles til en afsidesliggende klippeø for at udføre en mystisk opgave. Hun skal male et portræt af den smukke Heloise - uden at hun opdager det! Flere portrætmalere har før måtte give op, da Heloise ikke ønsker at blive "fanget" på det maleri, der skal sendes til hendes kommende husbond i et arrangeret ægteskab. Marianne kommer langsomt ind på livet af den hemmelighedsfulde kvinde, og snart er en unik relation ved at tage form. Et tæt venskab, et kunstner-muse-forbindelse og sidst men ikke mindst et erotisk kærlighedsforhold. 

Filmen er filmisk og visuelt overlegen i en periodefilmsramme med overskud til at inddrage moderne atonale toner, Hitchcock-referencer i husets mørke gange og en dybt tilfredsstillende og ambitiøs billedside og en historie, der på en gang suger dig helt ind og knuser dit hjerte.

NR. 17

LITTLE WOMEN

Det romantiske drama 'Little Women' er en ny filmatisering af Louisa May Alcotts klassiske roman. Filmen fortæller historien om fire unge kvinder, der hver især er fast besluttede på at leve livet på deres egen måde i tiden efter den amerikanske borgerkrig. 

Greta Gerwigs nye filmatisering af den klassiske historie er et hjertevarmt og rørende indblik i den lille familie, der er præget af et forrygende cast og fantastiske kostumer. 

NR. 16

THE CAVE

Dokumentarfilmen 'The Cave' handler om lægen Dr. Amani, der leder et hospital i den sønderbombede syriske by, Ghouta. Indbyggerne er fanget i byen, men har bygget en grotte under jorden, hvor de kan gemme sig fra de russiske bombeangreb. Amanis arbejde på hospitalet er en evig kamp med manglende ressourcer for at hjælpe utallige slemt tilredte krigsofre, ofte helt unge børn og babyer.

Det rå mod, der stilles til skue i hospitalet, og som må have været en forudsætning for at kunne optage 'The Cave', er inspirerende i sig selv. Midt i vanviddet er det selvsamme mod, der indgyder håb.

Amani Ballour, der også må slås med omverdenens patriarkalske forestillinger om, hvad kvinder bør beskæftige sig med, er en af de mest heroiske skikkelser i hele året 2019. 

NR. 15

ONCE UPON A TIME... IN HOLLYWOOD

Skuespilleren Rick Dalton var engang toppen af poppen, men arbejder nu primært som gæsteskurk på diverse tv-serier. Hans faste stuntmand Cliff Booth har fulgt Rick i tykt og tyndt og hjælper nu sin gode ven med alt fra huspligterne til moralsk støtte, når Rick mister selvtilliden.  Sammen forsøger de at navigere i en branche under massiv forandring og med en ny hot generation af filmstjerner såsom Roman Polanski og Sharon Tate på alles læber. 

Filmen var en af de mest populære film sidste år og med god grund. Med et suverænt cast og lækker design, er filmen en fornøjelse at opleve fra start til slut. Hvis man forstår de mange referencer til filmhistorie og virkelige hændelser, er 'Hollywood' et rent slaraffenland, en næsten ubegribeligt rig og overdådig oplevelse, der i sine billeder og sin stil ikke bare hylder filmene fra den periode, men også ligner dem.

NR. 14

FORD V FERRARI

Da bildesigneren Carroll Shelby bliver hyret af Ford, er det ikke for at skabe endnu et samlebåndskøretøj til den amerikanske befolkning. Ford har nemlig besluttet, at de vil udvikle en racerbil, der kan vinde det prestigefyldte Le Mans-løb i Frankrig. Til det formål hyrer Shelby den uregerlige, men brillante Ken Miles, og sammen må de tackle både intern og ekstern modstand under forberedelserne til det ultrahårde løb.

Man skal ikke se mange minutter, før man godt kan gætte, hvor det hele bærer hen, ligesom de fleste nuancer ryger i svingene. Det kan man dog sagtens leve med på grund af masser af herligt adrenalinfyldte racerscener og glimrende præstationer. Mangold får skabt en virkelig billedlækker og storladen hyldest til drømmerne, til dem der ikke bekymrer sig om hæder, ære og formue, men om at leve fuldt ud for det, de elsker – om det så er familien eller at hamre af sted med 7.000 omdrejninger i minuttet.

NR. 13

KNIVES OUT

Da den rige krimiforfatter Harlan Thrombay dør aftenen efter sin 85-års fødselsdag under mystiske omstændigheder, er hele familien mistænkt! Det er nu op til den excentriske privatdetektiv Benoit Blanc at kortlægge begivenhederne. Hans opklaringsarbejde bringer dog alle familiens skeletter ud af skabet.

'Knives Out - Var det mord?' opdaterer på humoristisk og underholdende vis Agatha Christies mordhistorier med en veloplagt Daniel Craig som den Hercule Poirot-inspirerede detektiv. Filmen er ekstremt lækkert filmet og iscenesat. Det store palæ, hvor historien udspiller sig, er et scenografisk mesterstykke. Det har sjældent været så morsomt at være med til at opklare et mord.

NR. 12

UNCUT GEMS

Filmen handler om en karismatisk jueveler fra New York, der er på udkig efter sin næste store kup. Han satser alt, men han presses fra alle sider, og må både balancere familie og modstandere, mens han skal udføre en nærmest umulig opgave.

Mangel på selvindsigt kan være farligt og for Howard skæbnesvangert; Han har ingen indsigt i egne handlinger og forsøger i stedet at tilstræbe sig en fantasitilværelse, hvor alt er godt og ingen er efter ham. Det er desværre denne jagt, der får Howard ud i situationer, der virker umulige at undslippe og Uncut Gems slipper aldrig grebet på hvor kaotisk det kan føles, når ens fantasi smuldrer mellem fingrene på én. En af de bedste film at finde på Netflix lige nu. 

NR. 11

APOLLO 11

'Apollo 11' tager os med ind i hjertet af NASAs mest berømte mission - nemlig den, der satte den første mand på månen og gjorde de to astronauter Neil Armstrong og Buzz Aldrin til super stjerner verden over. Filmoplevelsen har været intet mindre end 50 år undervejs, da den først er blevet til, efter man fandt guld i form af hidtil usete 70 mm-optagelser af opsendelsen.

På en passende 11. plads findes en af de flotteste dokumentarfilm nogensinde. Vi foreslår, at Apollo 11 straks bliver obligatorisk pensum i de ældste folkeskoleklasser. Ikke blot for sin historiske signifikans, men også fordi den på fornemmeste vis viser, hvad vi mennesker i stand til at udføre sammen, hvis bare fællesskabet og visionen er stærk nok.

NR. 10

PAIN AND GLORY

I dramaet spiller Antonio Banderas filminstruktøren Salvador Mallo, der befinder sig i en menneskelig og karrieremæssig krise. Instruktøren står foran at skulle vise en af sine gamle film i det lokale cinematek, og derfor tager han kontakt til filmens hovedrolle, Alberto, for at præsentere visningen for publikum. Men de to aldrende mænd har ikke set hinanden siden premieren for 32 år siden, og gensynet med skuespilleren river op i fortidens mørke og uafsluttede kapitler.

Filmens fantastiske tempo, dens opdagelse af seksualitet, forholdet til den kreative ånd og forsoning med fortiden, er omtrent lige så Almodovar som Almodovar bliver. Det er uden tvivl et af instruktørens bedste værker og blandt årets bedste film. Som et semi-selvbiografisk stykke om en europæisk mester, der reflekterer over sin karriere, er der forståeligt nok blevet trukket sammenligninger med Fellini Men hvor Fellinis ’81/2’ handler om selvbevidst kreativ tvivl, er denne her et studium af accept, åbenbaring og forsoning; den handler om films forhold til fortiden og dens magt til at omforme og samle hukommelsen som et middel til forsoning.​

NR. 9

MARRIAGE STORY

Parret Nicole og Charlie bor sammen med deres søn Henry i New York, hvor de også arbejder som hhv. skuespiller og instruktør i en teatertrup. Men efter flere års ægteskab er de to vokset for langt fra hinanden.

Nicole rykker til Los Angeles med Henry, da hun får hovedrollen i en tv-pilot. Med Charlie stadig bosat i New York begynder en længere kamp for at ende ægteskabet på bedste vis og gøre, hvad der er bedst for deres søn.

Selv om den til tider er overraskende sjov, er 'Marriage Story' ikke en film, men bliver i udpræget godt humør af. Til gengæld er den utroligt rørende, hjerteskærende og ægte. Det mest fantastiske ved den her vidunderligt velturnerede og velformulerede tragiske komedie er, at den gør en skilsmisse til en kærlighedshistorie. Så tårerne triller ned ad kinderne.

NR. 8
THE LIGHTHOUSE

Vi befinder os i 1890erne på en ø uden for New England. Thomas styrer fyrtårnet med hård hånd, og selvom Ephriam er hårdtarbejdende, holder han sin yngre kollega fra at nærme sig selve fyret. Den stigende interesse for, hvad Thomas holder hemmeligt for ham, bliver en besættelse for Ephriam, og snart begynder der at ske mystiske ting omkring ham.

Har du tålmodighed i metermål, bliver du ført gennem dystert smukke tableauer, der er lige så smukke og grimme som postkort fra helvede. Forbi smertefuld humor, forvildede stemninger frem mod skræk, gru og det smukkeste gys i filmens allersidste billede.

NR. 7

JOJO RABBIT

Komediedramaet 'Jojo Rabbit' er en Anden Verdenskrigs-satire om en ung nazistisk dreng, som kommer igennem krigens barske tider ved at have Hitler som sin usynlige fantasiven. Den fjollede udgave af Hitler hjælper Jojo med at håndtere alle de ubehageligheder, som Hitlerjugend kræver af drengen. Men da Jojo opdager, at hans mor gemmer en ung jødisk pige i deres hjem, ændrer alt sig.

Fotografering, budskaber, dialog osv., bliver alt sammen inkorporeret til perfektion gennem hele filmens spilletid og slutscenen er blandt årets bedste. Ligeså quirky som den er smuk, efterlader filmen seeren grinende og tårefyldt på samme tid, mens at man indser, at ikke ret mange andre instruktører kunne have gjort hvad Waititi har opnået her. Det er ikke en film om Holocaust. Det er ikke en film om de mange grusomheder nazisterne stod bag. Den handler ganske simpelt om en lille drengs rejse mod at overkomme ondskab og tillade kærligheden at triumfere over hadet. Komisk, men samtidig hudløs ærlig.

NR. 6

AVENGERS: ENDGAME

Handlingen tager udgangspunkt i de forfærdelige hændelser i forgængeren, Avengers: Infinity War, hvor den mægtige Thanos samlede alle Evighedssten og med et fingerknips udryddede halvdelen af alt liv i universet. Knækket og med dårlige odds må de resterende helte samles en gang for alle til et endeligt og episk opgør.

Det er virkelig en fornøjelse, der er tale om, og den bliver kun større, hvis man har set alle Avengers-film og endnu større, hvis man har set samtlige Marvel-film. ’Endgame’ er alt og intet af hvad du forventer og gudskelov for det sidste. Hvis ’Infinity War’ var første lag i lagkagen så er ’Endgame’ de resterende lag, kagecremen, flødeskummen og kirsebærret på toppen.

NR. 5

LES MISERABLES

På en varm sommerdag fejres Frankrigs VM-titel i fodbold, men glædesrusen er snart overstået. I Montfermeil, mindre end en time fra Eiffeltårnet, kommer situationen hurtigt ud af kontrol, da en ung dreng stjæler en løveunge fra et cirkus og distriktets mange undergrupper begynder at bekrige hinanden. Midt i det hele står en anden ung dreng med en vigtig drone-optagelse, og ikke mindst Stéphane og hans to nye kolleger, Chris og Gwada. To politimænd, der ikke går af vejen for at bøje reglerne. 

Filmen er en velfortalt og syngende lussing af en fortælling fra Paris´ udkanter, hvor smerten og spændingen sidder i kroppen. Efter slutningen genopstår troen på filmmediet, mens troen på verden er forsvundet. Så længe den dog eksisterer og lige netop hænger sammen, vil der befinde sig et nyt mesterværk i den. Et brændende mesterværk med titlen 'Les Misérables'."

NR. 4

AD ASTRA

'Ad Astra' foregår i en nær fremtid, hvor astronauten Roy McBride sendes på en tophemmelig rummission for at finde frem til sandheden om sin egen far. Faren forsvandt 30 år tidligere på en ekspedition, der skulle bevise eksistensen af udenjordisk liv. Nu er der tegn på, at faren stadig er i live, men desværre ser legendens tilbagevenden ud til at true jordens fremtid.

2019 har om noget været Brad Pitts år! 

For en moderne blockbuster er James Grays sci-fi fortælling overraskende nuanceret. Der er en rørende eksistentiel frygt – hvad der venter os, hvad vores livs formål er – som bliver leveret overbevisende gennem Brad Pitts indre monolog. En fortællermåde, der oftest kan afholde mange, men her føles det dog anderledes. Mere nuanceret. Roy McBride er en mand af ensomhed. En ’loner’. Hans eneste pålidelige stemme i livet er hans egen. Det er en smuk og enkel historie om ubetinget kærlighed og at acceptere, at du måske aldrig får nogen svar til livets spørgsmål, uanset hvor langt ud i galaksen du rejser for at finde dem.​

NR. 3

1917

Krigsdramaet '1917' handler om de to unge, britiske soldater Blake og Schofield, der bliver stillet overfor en umiddelbart umulig mission en dag under Første Verdenskrig. Blake og Schofield bliver sendt dybt ind på fjendens territorium for at advare deres egne mænd om et skæbnesvangert baghold. Hvis de to unge soldater fejler, vil 1600 mænd miste livet.

Sam Mendes giver os med denne smukt slebne juvel en tiltrængt og tidløs mulighed for at lade den store krig komme under huden på moderne seere, en gave som på sigt meget vel kan have en enestående kulturel værdi, der rækker langt ud over økonomiske gevinster ved produktionen. Mendes har fuldkommen gehør, og der er ingen falske toner i '1917', end ikke i de scener, der i mindre ferme instruktørers hænder kunne kamme over i klægt melodrama. '1917' er en mesters værk, der ligner en født krigsklassiker.

NR. 2 

PARASITE

Den sydkoreanske film 'Parasite' handler om en fattig familie af småsvindlere, der bor i ubeskriveligt slum i Sydkorea. Familiens to store børn er dog begge lige så handlekraftige som forældrene, så da drengen får mulighed for at undervise en rigmands-datter i en godtroende familie, begynder en større overtagelse, hvor hele hans familie snart snyder sig ind som medarbejdere.

Filmåret 2019 sluttede af med et brag! Joon-Ho Bong kender tydeligvis både sin Hitchcock og sin Tarantino, men er alligevel helt sin egen og balancerer dygtigt mellem thrillerelementer, sort humor og en politisk kommentar om den utrolige forskel på den rigeste og den fattigste procent. Legende humor, spraglet fantasi, virtuos action og intens spænding. En suverænt underholdende fortælling. Årets Bedste Film ifølge Oscar-akademiet. Enough said. 

NR. 1

JOKER

Gotham City er i oprør, gaderne er fulde af kriminalitet, og spændingerne mellem de velhavende og den fortabte underklasse er på højdepunktet. Arthur Fleck, der har sine egne dæmoner at kæmpe med, forsøger at finde mening med galskaben gennem et job som klovn med en drøm om en dag at blive stand-up-komiker. Men omverdenens fjendtlighed og hans psykiske sindstilstand sender den ustabile Fleck ned ad en mørk rute, hvorfra der ingen vej er tilbage.

Hvis man forventer at se Batmans nemesis i filmens to timerlange spilletid, bliver man fælt skuffet. Faktisk er Jokeren som vi kender ham kun med i ca. 20 minutter, men er i stedet afløst af et imponerende karakterstudie af en mand, der bliver nedbrudt af samfundet omkring ham. Vi ved alle, at Jokeren er den værste af de værste. Vi ved alle, at han er psykopat og vi kan alle forestille os de forfærdelige ting han har gjort. Todd Phillips har ønsket at fortælle historien om hvad der ledte op til Jokeren som vi kender ham – og resultatet er intet mindre end fantastisk. Den forsøger ikke at være en god biografoplevelse. Den vil være en virkelig rå og grum mavepuster af en film. Du skal være rystet, når du forlader biografen. Det skal gøre ondt. Det er ikke underholdning, det her. Det er fandma kunst!

 

©2019 by E.T. Movie Diner