L43LK22OWRDL7HOUXVRVWBSY7A.jpg

TRIPLE FRONTIER

Fem tidligere specialsoldater går sammen under radaren for at dræbe en af Sydamerikas største narkobaroner og stjæle alle hans penge. Hvad kunne dog gå galt?

J.C. Chandor   /   USA   /   2019   /   Action   /   Spilletid: 126 min

Fem tidligere specialsoldater går sammen under radaren for at dræbe en af Sydamerikas største narkobaroner og stjæle alle hans penge. Hvad kunne dog gå galt?


Ødelagte knæ, kugler i kroppen og en drabsliste længere end en almindelig roman er det eneste de tidligere soldater har fået ud af deres lange militærkarriere. Hver dag har de sat livet på spil for deres land, blot for at kæmpe økonomisk i hverdagen. Derfor drager de sammen en sidste gang for at nyde en velfortjent pension, hvor der ikke skal spares på diverse omkostninger.


Filmens kup bliver hurtigt igangsæt, hvilket signalerer at der vil ske mere end som bare så før vores soldater kan nydes deres otium. Det er da også filmens første halvdel, som er klart den stærkeste – og mest spændende. Om end den anden halvdel adskiller sig fra mange andre actionfilm er det stadig ikke nok til at opveje spændingen fra den første time.


Manuskriptforfatter Marc Boal har tidligere stået bag historien til bl.a. ’The Hurt Locker’ og ’In the Valley of Elah. Begge film centrerer sig omkring den enkelte persons forsvinding i den store krig og om hvordan livet fortsætter – eller netop ikke gør – når man kommer hjem igen. Det virker derfor som et godt match da J.C. Chandor satte sig i instruktørstolen – Chandor der bl.a. har instrueret ’Margin Call’, der viste hvordan 00’ernes finanskrise opstod. Holdet bag kameraet fejler altså ikke noget, men det er uden tvivl de fem gutter på skærmen, som stjæler al fokus.


Fordelingen af skærmtid af det stjernebesatte cast er bredt godt ud, men det er primært Oscar Isaac, der træder frem som den dygtigste af de fem. Pascal, Hunham og Hedlund leverer alle fine præstationer, hvilket blot gør det endnu mere ærgerligt at en sten kunne levere flere følelser end Ben Affleck. Affleck, der i forvejen ikke er en fremragende skuespiller, skal forestille at være ’kaptajnen’ og tage kommandoen, men da han ikke kan fremføre en sætning uden at ligne en, der hellere vil hjem og ligge på sofaen, er det svært at kunne tage ham bare nogenlunde seriøs.   


Historien er langtfra det bedste, der er skabt af Boals hænder, men det gør den ikke nødvendigvis dårlig. Man kunne dog have håbet at mixet mellem en samfundskritisk forfatter og instruktør ville have skabt noget mere kontroversielt. I stedet sidder man tilbage med en simpel historie, der dog har nogle mindeværdige actionsekvenser, hvilket uden tvivl vil trække masser af seere til i hjemmesofaen.


Det er efterhånden svært at kategorisere en Netflix-film. Hvad der i starten virkede til at være en losseplads for Adam Sandler bedste – eller værste – værker har nu udviklet sig til flere velkendte navnes legeplads – fra Alfonso Cuarons ’Roma’ og nu til Chandors ’Triple Frontier’.


Det er svært ikke at være bare nogenlunde underholdt af Triple Frontier. Om det er samspillet mellem karaktererne, de flotte billeder af Sydamerikas jungle eller de velkoordinerede actionsekvenser er op til den individuelle seer. Faktum er dog at ’Triple Frontier’ er nemt at se, men svær at huske.


✦✦✦✧✧✧


’Triple Frontier’ kan streames på Netflix nu

Filmen blev anmeldt af Emil d. 17 marts 2019